Den 6. maj 2020 fandt vi ud af at vi ventede en baby mere, altså for knap otte uger siden (wow, kan I regne ud hvad jeg vil sige? holy sh*t tiden flyver!)
Tænk at det allerede er så længe siden. Jeg havde faktisk tænkt mig, at dele det med jer allerede i uge 7, da vi alle fire havde været til en tryghedsscanning – for der er jo ikke en magisk grænse ved 12 uger, som siger, at nu er alt godt, og nu kan man ikke længere miste.
Jeg har simpelthen bare været helt uduelig hele første trimester, og overskuddet har været ligeså lille som… sidst.
Kvalmen har været overvældende, og jeg har ikke kunne holde mig vågen i meget mere end 2-3 timer, før jeg måtte sove igen. Nu er det forhåbentlig ved at blive bedre – jeg har da endelig haft overskud til at sidde og spise is og smile på et billede, så vi kunne få det delt 😉

Jeg fandt ud af en tidlig onsdag morgen inden arbejde, at jeg var gravid, og jeg ventede helt ind til kl. 17, da Søren kom hjem med at fortælle ham det. For surprise- jeg ville gerne gøre det på en anderledes måde. Eller også er jeg bare en sucker for at forevige disse øjeblikke med et kamera;)

Jeg havde faktisk regnet med at han på billeder nærmere ville se sådan ud: 😳🤯😵, så han kan tydeligvis stadig overraske mig;) hans første kommentar var ”man kan da heller ikke planlægge noget med dig!” og han har fuldstændig ret! For tingene gik stikmodsat af, hvad vi planlagde.

Da vi mødte hinanden, ville Søren gerne have to børn. Jeg ville gerne have 4-5 børn. På et tidspunkt er vi blevet enige om tre, og i juli sidste år, fik jeg taget min spiral ud, for hvis vi skulle have tre, skulle der ikke være langt imellem dem, Victor var trods alt lige blevet 4 år. Vi har altså mere eller mindre forsøgt i otte måneder på dette tidspunkt (mindre = de (ægløsnings)perioder hvor drengene var ekstra udfordrende og sov.. jeg vil sige ekstra dårligt, men de sover altid dårligt. Der røg lysten til at tilføje en mere lige 😝) Anyways, omkring slutningen af maj bliver vi så enige om (læs: Søren var pludselig enig i), at det faktisk var helt ideelt og perfekt for os at vente 5 år, og så ville vi få et hold af to mere. Så de ”havde hinanden”.
Det ville lige give os 5 års pusterum, og vi er jo stadig unge. Jeg var ved at træne op til politiet (blev dog skadet i menisken en måned inden, og ventede på de åbnede op for operation, men fordi Corona…), så vi blev enige om, jeg skulle tage min uddannelse først – der er lige nu efter man har bestået alle prøver, blevet sikkerhedsgodkendt og derefter yderligere 1.5 års ventetid, før man får plads til at påbegynde uddannelsen, som tager 2,4 år.
Til den tid ville Victor og Sylvester være 7 og 10 år, og vi forestillede os, at det ikke ville være ligeså hårdt, som at have 3-4 små på én gang. De store kunne hjælpe mere til med praktiske ting, efter nogle år kunne de være alene med de små, mens man lige handlede – i stedet for man skal have 4 børn med ned hver gang, bare SMÅTING der ville gøre ”anden gang” nemmere – nogen vil dog mene, det er hårdere at skulle starte forfra..
Vi skulle ikke til at sælge og købe ny bil, vi ville være færdige med huset, og vi var også ved at planlægge at rejse til USA næste år. Og vigtigst af alt: Vi kunne give Victor og Sylvester al vores opmærksomhed de næste 5 år, hvor de er små, og har mest brug for det. <3
Det gav bare en rigtig god følelse, da vi aftalte det. Og jeg var ekstra excited, for så havde Søren jo lige sagt ja til 4 børn?! 😉😱
Jeg fik sorteret alt deres gamle tøj med det samme, og gemte ikke meget.
Og her stod jeg så tre uger efter med en positiv graviditetstest i hånden.

Det var ret spontant, at jeg tog testen, inden jeg skulle på arbejde. Jeg var ved at gøre mig klar, og så den i skuffen, da jeg tænkte ”den duer ikke om 5 år, den tisser vi lige på”. Jeg var 200% sikker på, at den var negativ, for jeg vidste jo, hvornår jeg havde ægløsning. Vi havde trods alt forsøgt i 8 måneder? Tanken strejfede mig alligevel kort, at det ville være SÅ typisk os, hvis det skete NU. Måske havde jeg egentlig også tisset ret så mange gange på det seneste…. to tydelige røde streger poppede frem med det samme. WHAT?! Det var den mærkeligste, mest ambivalente følelse, og jeg begyndte at tude med det samme. (Bare giv hormoner skylden). Men nu var min livslange drøm om 4 børn jo en fælles plan, og Søren havde efter alle de år kun lige nået at sige det, og så gik det ikke sådan til alligevel. Hvad så med USA næste år? Hvad med de to andre, kan de dele opmærksomheden? Hvad med min uddannelse? Tingene går som sagt sjældent som vi regner med, og selvom det lige tog en halv dag at sluge at vores fremtid ikke blev som vi havde tænkt alligevel, så er det et lille mirakel, og noget vi indtil for tre uger siden, havde forsøgt på længe. Ud fra billederne at dømme, var Søren vidst heller ikke helt utilfreds 😏😘

Vi glæder os helt absurd til at møde baby, og se Victor blive storebror igen, og Sylvester blive storebror for første gang. Det bliver så stort! Der findes ikke noget større end at give sine børn søskende, og se den kærlighed blomstre og blive stærkere og stærkere for hver dag, og vi er så taknemmelige for at få lov at opleve alt dette igen. ♥
Vi er i uge 14 nu, og selvom jeg skal tjekke min app, for at se hvilken uge, det er, så er det er ikke en mindre oplevelse 3. gang. Tværtimod tror jeg det er første gang, jeg har rigtig grædt til en nakkefold, ligesom det er første gang, vi har købt en tryghedsscanning. Af en mærkelig grund er det så surrealistisk denne gang, at der vokser et rigtig lille menneske indeni mig, det var det ihverfald i starten – på trods for vi allerede har skabt to af de bedste af slagsen ♡♡

Tak fordi I læste med 😘 Næste indlæg bliver formentlig omhandlede kønnet, som vi forhåbentlig får at vide sidst i denne uge 👶🏼🤞