Processed with VSCO with g6 preset

Hele mit liv har jeg set mig selv som drengemor, og da vi blev gravid første gang for 6 år siden, var mit største ønske at få en dreng og med to af slagsen, har jeg fået, hvad jeg drømte om.
Dog har jeg også altid troet, jeg skulle have en datter. Jeg er jo selv datter, og alle mine veninder jeg voksede op med, havde brødre ligesom jeg selv havde. Ja, stort set alle jeg har kendt i mit liv (måske 5-ish undtagelser) har både drenge og pigebørn. Så jeg har nok – uden nogensinde at have tænkt så meget over det – bare haft en naiv følelse af, at det var noget der kom engang. Jeg har ikke spekuleret i, hvordan det skete, om det skete, hvad nu hvis det ikke skete, det sker vel bare? Søren og jeg har desuden haft et pigenavn på plads i alle de år jeg kan huske. Vi skulle have en lille Saga.
Nu får vi tre drenge, og selvom jeg har grædt flere gange i dag- og egentlig alligevel synes, jeg har taget det overraskende pænt, og føler, at det måske slet ikke helt har ramt mig endnu, så vil ingen nogensinde kunne have erstattet drengenes pladser. Vi kommer til at elske den nye baby ligeså højt som hans brødre. Og lad mig lige straks slå fast, at intet i verden kan nogensinde overgå min kærlighed til dem, og jeg ville aldrig nogensinde være dem foruden! 💙 

Men selvom jeg drømte om drenge, skulle jeg selvfølgelig også engang male værelset lyserødt, købe kjoler, glimmer og flæser, flette hår, lege med dukker, have matchende outfits og lave sirlige kreativiteter med min datter. Det troede jeg ihvertfald – indtil i dag, hvor jeg efter 26 år fik at vide, at jeg formentlig aldrig skal have en datter. Jeg føler, jeg går glip af noget, men jeg finder aldrig rigtig ud af, hvad det er. 

Jeg har de sidste par år lagt rigtig meget mærke til døtre og deres mødre. Om det er små piger eller teenagepiger, er ligemeget. Jeg ser det, jeg drømmer om det, jeg er faktisk skide hamrende jaloux 🤷‍♀️ På godt og ondt. For jeg har også så mange gange hørt både mine forældre – og mange andre forældre til piger – sige, at pigebørn er sværere end drengebørn. Især i teenageårene. Nu “slipper” vi for pigedramaet, tårerne, humørsvingningerne, menstruationssnakken mm., for selvom drenge har deres egne problemer, tror jeg de holder den følelsesmæssige rutsjebane af teenagelivet tættere til sig selv. Til gengæld har jeg ofte tænkt, og vil for altid tænke på, hvordan vores datter ville have set ud, lydt og opført sig mm.

Tristheden over at der ikke lå en pige i maven, har intet at gøre med den elskede lille dreng i min mave. Det er to forskellige ting, der hvor det gør ondt, er tanken om, at jeg aldrig får et tæt mor-datter forhold eller bliver mormor selv. Nu er løbet kørt, og drømmen er knust. Den skal lige sluges.

Jeg tror at hovedparten af os, på et tidspunkt ønsker at få det køn, som vi selv er. Og jeg tror, at endnu flere af os på et tidspunkt ønsker en af hvert køn. Det er bare skamfuldt af sige højt, og det synes jeg er rigtig synd, for det er helt okay, at have de følelser man har, hvad end de må være. Man skal (åbenlyst) være taknemmelig for at få et sundt og rask barn, og det er selvfølgelig til hver en tid første prioritet, men i min optik er man ikke utaknemmelig blot fordi man drømmer om mere. Er det ikke meget naturligt, at man som mand drømmer om at tage sin dreng med på fisketure og til fodbold, og man som kvinde drømmer om at tage sin datter med ud og shoppe, en dag se hende blive gift og den klassiske: at være mor til én der selv en dag gennemgår en graviditet, skaber et lille liv indeni sig. Hvilket for mig er noget af det vildeste man kan præstere.

Jeg har selv et rigtig tæt forhold til min mor, hun er min bedste veninde på mange måder, hun kender mig bedre end nogen anden, og vi laver alting sammen. Vi ser hende stortset hver dag, og hun deltager og engagerer sig rigtig meget i vores alles liv. Hun er enerkendende, støttende, hjælpsom, deltagende og har god situationsfornemmelse. Og så har hun altid behandlet svigerbørn som egne børn og alle på lige fod, ligesom min mormor også gjorde det, hvilket alt sammen er egenskaber, jeg helt sikkert vil tage med videre, også når vores drenge bliver store og får kærester. 
Når jeg tænker på det specielle forhold vi piger kan have til vores mødre, så ved jeg nøjagtig hvorfor pigebørn (ofte) er så højt på ønskelisten for os kvinder. Det er relaterbart og nemt at forstå. Netop fordi, jeg ikke er en dreng og fordi jeg ofte har hørt at “drenge blot er til låns”, er det sværere for mig at relatere til, om drenge faktisk kan have en ligeså særlig, nær og åben relation til deres mødre? Jeg ved det ikke. Men jeg håber det af hele mit hjerte, og jeg vil gøre alt for det. Min største ambition er at mine drenge får det samme forhold til mig, som jeg har til min mor. At de forhåbentlig altid kommer til os – på godt og ondt. At de tænker “det er jeg nødt til at snakke med mor og far om” i stedet for at frygte hvad vi siger. At de ved vi altid vil være her for dem 💙 Heldigvis er de begge so far giga mommy-boys, og så sent som i dag efter aftensmaden, stillede Victor sig frivilligt bag mig og masserede mig i 10-15 minutter, mens han sagde ”du kan bare nyde det og spise vafler i mens”, og han fortæller mig dagligt, at han elsker mig, og giver mig så meget kærlighed. Hvor heldig er jeg ikke at være omringet af snart 4 fantastiske fyre ❤️

I er flere der i dag har spurgt, hvordan jeg har det, og for at være ærlig så ved jeg faktisk ikke helt, hvordan jeg har det endnu. Jeg havde på forhånd sagt til mig selv – og alle andre, at det var en dreng i maven, købt drengetøj og kaldt baby for “han”, alligevel var der hele tiden et spinkelt håb for, at det realistisk set godt KUNNE blive en pige, og det blev kun større, hver gang andre sagde, de troede, det var en pige. Når jeg tænker over det, er jeg ikke i tvivl om, at dagen i dag havde været noget anderledes, hvis der var kommet lyserødt ud af kanonen i eftermiddags. Og det er som sagt absolut ikke fordi, jeg på nogen måde er ked af det barn vi skal have – der er stadig masser plads til at være lykkelig over en sund og rask dreng. Nogengange skal man bare have tid og plads til at få nogle nye drømme på plads oppe i hovedet. For nogle sker det med det samme de lærer kønnet at kende, for andre tager det længere tid. Begge dele er lige legitimt og helt normalt.

Tak fordi I læste med og tak for støtten til alle der har sendt en besked vores vej 🥰

“Little boys can test your patience, run you ragged, and make you want to pull your hair out. But they will also melt your heart with just one look, and make you wonder how you ever existed before them.”