From the moment they placed you in my arms you snuggled right in my heart❤️

Op til fødslen af Victor, blev jeg flere gange snydt, og troede, at vandet var gået. Feks. da vi var ude og cykle tre dage før termin, og jeg pludselig var helt gennemblødt. Vi stoppede op, men jeg fandt hurtig ud af, at jeg kun var våd på yderste lag af tøjet, og det viste sig, at være fordi cykelsadlen var våd indvendigt 😆

Lørdag d. 6 juni omkring 14.30 – tre dage over termin – var vi lige kommet hjem fra hundeparken med min mor, og lagde os på sengen med hver sin telefon. Jeg nåede knap at lægge mig, før jeg fik en underlig fornemmelse i maven efterfulgt af en “kliklyd”, hvilket jeg tidligere havde hørt, var en lyd, der kunne opstå i forbindelse med at vandet går. Så jeg gik straks ud på toilettet, hvor der sev en smule vand (jeg havde altid forestillet mig der ville lyde et kæmpe plask som på rigtig Hollywood-film manér, hvilket dog også skete under min næste fødsel) anyways, vi kontaktede fødegangen, som bekræftede, at det højst sandsynligt var vandet, der var gået (udfra lugt, konsistent osv). De oplyste os om, at de havde travlt på fødegangen, men vi kunne komme ind om 1 times tid. Så vi kom efter 2, fordi.. sådan er vi åbenbart bare. 😆 

Jeg kan huske, vi smurte en sandwich, satte os på køkkenbordet og spiste, mens det hele virkede total surrealistisk. NU skulle vi til at være forældre! Næste gang vi kom hjem, var det med vores helt eget lille mini menneske, som vi skal passe på resten af livet 🤍 Vi tog alt op af fødselstasken og pakkede den på ny – hvorfor, aner jeg ikke, måske der var lidt panik og overspringshandlinger ind over de ting vi foretog os? 😂 det var svært bare at slappe af og vente. 

Vi ankom til sygehuset ca. 16.30, og kom ind og blev tjekket omkring kl 17, hvor jeg kun havde udvidet mig “en enkelt finger”, så de bad os komme igen ved 19 tiden. 

Vi vurderede, at det ikke kunne svare sig at køre hjem, og kørte i stedet på Sunset, hvor vi spiste mad i bilen. Her begyndte veerne at tage til i sådan en grad at jeg virkelig skulle koncentrere mig om at trække vejret. Vi kørte derfor tilbage allerede lidt i 18, da det bare gav noget tryghed at være på sygehuset. 

Vi kom tilbage og sad ude foran fødegangen og ventede på klokken tikkede. Vi ringede til min mor for at give en update. Jeg var allerede pænt presset på dette tidspunkt, og måtte give Søren telefonen for at koncentrere mig om veerne. Jeg spurgte hende på et tidspunkt, hvor lang tid hendes tre fødsler havde taget, hvortil hun svarede at veerne tog nogen timer og så var vi ude på et par pres. Nåmen det var da super beroligende, indtil jordmoderen senere måtte “burst my bubble”, og fortælle mig, at det skulle jeg ikke forvente som førstegangs- det ville tage minimum 1 time for hver cm. der skulle åbnes og pressefasen forventes ligeledes at tage en time første gang 🤣 

Tilbage til veerne, hvor jeg på dette tidspunkt ikke længere kunne vente, vi bad om om en stue, selvom kl. kun var lidt over 18, og vi “reelt” først skulle være tilbage om en time, men jeg havde brug for at ligge ned på dette tidspunkt. 

Jeg blev tjekket igen, og var allerede 4 cm. åben, altså i “aktiv fødsel”.

Jeg fik en klyx og vi blev efterfølgende fulgt på en fødestue. Her brugte jeg de næste 5 timer i mit eget lille smerte univers, hvor jeg vadet værelset rundt med veer og ventede på der skulle ske mere. Fik alverdens smertelindrende: badekar – som virkede i en vis grad og til et vidst punkt. Da der kom vestorm måtte jeg bare op. Dernæst varmepuder efterfulgt af bistik (NEVER AGAIN!!!) og til sidst fik jeg epidural, som jo bare var fuldstændig genial. Gik fra at have været i dyb koncentration pga. smerter og ikke at have sagt et ord i flere timer til pludselig at være lammet i hele underlivet og kunne snakke, grine, trække vejret ordentligt og få slappet lidt af igen. Guld værd. 😅 

Kl. 22.15 ish var jeg 8-9 cm. åben og en time senere de fulde 10 cm. Jeg holdt på dette tidspunkt hårdnakket på at jeg skulle på toilet, selvom jordmødrene forsikrede mig om, at det skulle jeg altså ikke – det var bare sådan det føltes. Yes, det føles sgu som om man skider dem ud. 🤷‍♀️ 

Jeg gik (læs: vraltede) efter længere diskussion ud på toilettet, og kunne høre derudfra, ag de havde skiftehold nu. Mens jeg sad der, kom det første pres, og jeg kunne mærke toppen af hans hoved. 

Jeg råbte, at det var nu, og skyndte mig – så godt man nu kan skynde sig – ud og lagde mig på sengen. Efter én presseve mere, opdagede de, at han havde navlesnoren to gange rundt om halsen (vi vidste på daværende tidspunkt ikke hvad der var galt) udover der blev tilkaldt lægeassistance, en masse nye mennesker fyldte rummet og jeg fik beskeden “nu skal det gå STÆRKT!” 

Jeg pressede som gjalt det hans liv, og som at smutte en mandel, kom kroppen ud på en sidste ve! Det gik heldigvis vanvittigt stærkt. 5-7 minutters pressefase i alt. Det var stressende ikke at vide, HVAD det var der var galt – hvorfor det skulle gå stærkt, og hvad alle de fagfolk kom for, men på den anden side gik det så stærkt, at man ikke nåede at tænke ret meget.

De tog ham lige hen og fik styr på situationen, hvorefter han kom op på mit bryst. Det vildeste øjeblik. 

Selvom jeg husker, jeg hurtigt sagde til Søren “det gør jeg aldrig igen!”, så husker jeg det (på afstand) alligevel som en drømmefødsel, og en helt fantastisk oplevelse, jeg gerne tager igen. En førstegangsfødende kan heldigvis også føde hurtigt og ukompliceret. 🙏 og så var der stor ros fra jordmoderen, som måtte anerkende min mor alligevel fik ret 😆

jeg tilbragte natten til kl 4-5 stykker om morgenen med at gå i ring på værelset i den vildeste adrenalinsus, og bare betragte mine to store kærligheder som lå hud-til-hud, mens jeg spiste 5 mælkesnitter og drak 10 capri sonne. Kvinder er fandeme for seje!!! 💪💪

👶🏼 Victor 📏 53 cm⚖️ 3650 g ⏰ 23.31

How wonderful life is, now you’re in the world 💫❤️